For få unge læger vælger at specialisere sig i psykiatri. Det skaber alvorlige problemer for patienterne, og problemet risikerer at blive større i fremtiden

Af Jacob Weinkouff Hansen

Den offentlige psykiatri i Danmark har et problem, der er svært at løse. Der mangler kvalificeret arbejdskraft. Det gælder især psykiatere, altså læger, der er eller bliver specialiseret indenfor psykiatri. De læger, der har den helt centrale viden til at diagnosticere og behandle patienter med psykiske lidelser bedst muligt. Og manglen på speciallæger er rod til mange af svære udfordringer i den offentlige psykiatri, siger Poul Videbech, professor i psykiatri ved Københavns Universitet og overlæge på Psykiatrisk Center Glostrup.  

“På landsplan er der mange afdelinger, der ikke er bemandet med speciallæger. Og nogle steder har man kun medicinstuderende på psykiatriske afdelinger. Så det er et kæmpe problem, der i sidste ende rammer patienter og medarbejdere i den offentlige psykiatri, der nærmest er ved at blive de facto nedlagt.”

Politisk er der i forbindelse med både den nye ti-års plan for psykiatrien og finansloven for 2024 delt penge ud til området i et hidtil uset omfang. Men ét grundlæggende spørgsmål står tilbage: hvor skal den kvalificerede arbejdskraft, som skal bruge pengene i hverdagen, komme fra? 

Dette spørgsmål genkender Torsten Bjørn Jacobsen. Han er speciallæge i psykiatri og formand for Psykiatrifonden, en privat organisation der kæmper for en styrkelse af psykiatrien.  

“Kapacitetsproblemerne i psykiatrien er virkelig graverende, også når det angår antallet af speciallæger og andet personale. Det er et problem, der skal løses, hvis psykiatrien skal løftes,” siger han og tilføjer, at problemet må anses som helt centralt, fordi 82 procent af den danske befolkning i løbet af deres liv vil få brug for behandling for en psykisk sygdom.  

I 2022 fastslog Overlægeforeningen ud fra en rundspørge blandt landets overlæger, at hver femte stilling som speciallæge på de psykiatriske afdelinger i Danmark var ubesat. Tallet på de cirka 20 procent vakante stillinger er taget ud fra situationen, som den så ud i fjerde kvartal af 2021. 

Manglen på speciallæger er en “bombe under sundhedsvæsenet” og især psykiatrien, lød det dengang fra Overlægeforeningens formand i en udtalelse til Ugeskrift for Læger. Tallene fra 2021 er de nyeste konkrete tal på, hvor mange speciallægestillinger i den offentlige psykiatri, der står ledige. 

Ubesatte uddannelsesforløb

Flere problemer ligger til grund for den akutte mangel på speciallæger. En af disse er, at der ikke er nok nye læger, som uddannes til speciallæger i psykiatri, når deres tid på universitetet er færdiggjort. 

Når en medicinstuderende er færdig med sin kandidatuddannelse, kan han eller hun vælge flere veje for sin fremtidige karriere. Hvis den nye læge ønsker at blive speciallæge inden for et af de 39 lægespecialer, er der et par skridt på vejen. Det sidste og mest centrale af disse skridt er det såkaldte hoveduddannelsesforløb. Her arbejder den nye læge i fire til fem år i stillinger i sundhedsvæsenet inden for specialet, for eksempel psykiatri, hvorefter man kan få autorisation som speciallæge. Dermed fungerer hoveduddannelsesforløbet som en slags mesterlære. 

Men det kniber med at få besat et tilstrækkeligt antal hoveduddannelsesstillinger i de to specialer psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri. 

Hvert år dimensionerer, altså fastsætter, Sundhedsstyrelsen baseret på analyser af og høringssvar om fremtidens behov for speciallæger fra blandt andre Danske Regioner, Lægeforeningen og Dansk Psykiatrisk Selskab, hvor mange hoveduddannelsesforløb, der skal laves inden for hvert speciale i de givne år. De konkrete stillinger slås derefter op af regionerne. 

For året 2022 dimensionerede Sundhedsstyrelsen, at der på landsplan skulle laves 90 hoveduddannelsesstillinger i psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri. 

Der blev imidlertid slået hele 106 stillinger op for at forbedre chancen for at opnå det dimensionerede antal stillinger. Men kun 82 stillinger blev besat, og man stod dermed tilbage med det resultat, at næsten 23 procent af de opslåede stillinger var ubesatte. 

Tendensen med manglende besættelse af hoveduddannelsesstillinger har været gennemgående i en lang årrække. Værst stod det til i 2016, hvor hele 37 procent af de dimensionerede stillinger i specialet voksenpsykiatri ikke blev besat. Man har altså i en årrække ikke uddannet det antal nye speciallæger i psykiatri, som man har vurderet, at der var behov for. 

Og i fremtiden bliver der behov for langt flere psykiatere. Den årelange stigning i antallet af danskere, der har behov for hjælp fra psykiatrien, ventes at fortsætte de næste mange år. På den baggrund har Sundhedsstyrelsen i en prognose estimeret, at antallet af speciallæger i de to psykiatriske specialer vil mere end fordobles frem mod 2045. Men en af forudsætningerne for, at den markante stigning bliver en realitet, er, at der i de kommende år vil blive uddannet væsentligt flere speciallæger om året end hidtil. 

Det kan dog ifølge Christian Bøtcher Jacobsen, der er professor i sundhedsledelse ved Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Aarhus Universitet og har forsket i yngre lægers karrierevalg. For når det allerede i dag er svært at besætte de årligt dimensionerede uddannelsesforløb, er det ikke givet, at det i fremtiden vil lykkes at besætte et endnu højere antal forløb. 

“Det er en meget hurtig udvidelse man skal lave, blandt andet i antallet af nye speciallæger i psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri, der skal uddannes. Vi ved, at de to psykiatrispecialer generelt er blandt de mindre søgte. En lille del af nye læger vil gerne søge mod psykiatrispecialerne, men en stor del vil ikke. Man skal have en del af dem, der lige nu ikke ser en karrierevej i psykiatrien, til at søge mod psykiatrispecialerne, og det udgør bestemt en svær udfordring.”  

Udvandet udredningsgaranti 

En stor stigning i antallet af uddannede psykiatere er altså afgørende for, at den offentlige psykiatri i fremtiden kan tilbyde den hjælp, den skal. I den store 10-årsplan for psykiatrien, der kort før valget i 2022 blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget med henblik på at give den kriseramte offentlige psykiatri i Danmark et bredt løft, nævnes det ligeledes som et afgørende punkt for succes. 

Og allerede i dag viser konsekvenserne af mangel på speciallæger i den offentlige psykiatri sig da også med alt tydelighed. Det siger Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi ved Vive.

“Helt grundlæggende kan nogle patienter ikke få den behandling, som de ideelt skulle have for deres psykiske sygdom. Især i børne- og ungdomspsykiatrien ser vi problemer. Der mangler simpelthen kapacitet.”

Netop børne- og ungdomspsykiatrien er i skrivende stund mere presset end længe. Retten til udredning inden for 30 dage blev ikke overholdt i mere end 60 procent af de patientforløb, der var i det offentlige børne- og ungdomspsykiatriske sygehusvæsen i tredje kvartal af 2023, viser tal fra fra Sundhedsdatastyrelsens Landspatientregister. Retten til hurtig udredning har til formål at sikre, at patienten kan blive udredt på højst 30 dage efter henvisning til sygehuset, så en eventuelt behandling kan sættes i gang hurtigt.

Ser man bredt på både den offentlige voksenpsykiatri og børne- og ungdomspsykiatri, står problemerne også klart. I en undersøgelse, som Lægeforeningen i 2022 foretog blandt læger i psykiatrien, svarede mere end tre ud af fire, at der ikke var personale nok til at give indlagte patienter den bedst mulige behandling. 

De store problemer genkender Torsten Bjørn Jacobsen. 

“Udredning- og behandlingsgarantien er helt udvandet, og det er åbenlyst for enhver, at den ikke fungerer. Især børne- og ungdomspsykiatrien ser vi, at der er store problemer på det punkt. Og som vi ser det, er det klart, at man i børne- og ungdomspsykiatrien i virkeligheden kun bliver udredt men ikke reelt behandlet” siger han og fortsætter: 

“I voksenpsykiatrien betyder kapacitetsproblemerne, at patienterne skal blive raske eller bedres, hurtigere end det kan lade sig gøre. Det skyldes, at de behandlingstilbud, man kan give dem, løber over kortere tid og har lavere kvalitet, end de burde.”

For tidlige udskrivelser, medicin og tvang

Netop den korte tid, der kan sættes af til hver patient, er også et af de problemer, som Poul Videbech peger på. Det kunne eksempelvis være på en psykiatrisk sengeafdeling, hvor patienterne er indlagt. 

“Alle læger i psykiatrien kender til at gå rundt og udskrive de mindst dårlige patienter for at få plads til de allermest akut dårlige, der venter i akutmodtagelsen. Man udskriver altså patienter, der reelt set er så dårlige, at de bør være indlagt.”

Ifølge Poul Videbech skaber de for tidlige udskrivelser en ond spiral. For mange af de patienter, der udskrives for tidligt, ender tit med at blive indlagt igen kort tid efter. I 2022 endte hver fjerde af alle udskrivelser i psykiatrien med, at den udskrevne patient blev genindlagt, inden der var gået 30 dage. Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsens Landspatientregister. Til sammenligning var det kun hver tiende udskrivelse fra en indlæggelse med somatiske, altså fysiske, sygdomme, der endte med samme resultat. 

Denne onde spiral har den konsekvens, at koncentrationen af meget dårlige patienter på afdelinger ofte er høj, siger Poul Videbech. Samtidig er antallet af både speciallæger og andet personale lavt, og derfor bliver i mange tilfælde tale om, at man må bruge det, som han kalder “hurtige fiks”, for at forsøge at stabilisere patienternes tilstand.  

“Hvis der overhovedet er en speciallæge til stede på afdelingen, skal vedkommende tage sig af rigtig mange patienter. Der bliver meget fokus på at bruge medicin og tvangsforanstaltninger for hurtigt at gøre de svært syge patienter stabile, fremfor at give en mere dybdegående behandling, der kan give bedring på lang sigt,” siger han og fortsætter: 

“Samtaleterapien forsvinder i baggrunden og tvang og medicinering fylder meget. Tvang er forfærdeligt og opleves af patienten som ydmygende og rigtig, rigtig ubehageligt. Det skal man undgå for enhver pris. Medicineringen er en måde at få en patient stabiliseret meget hurtigt, så de kan komme ud af vagten, og der kan skabes en sengeplads til den næste patient. Men det er svært at blive rask eller komme i mere permanent bedring på den måde”

I 2023 var mere end hver femte indlagte patient i både voksenpsykiatrien og børne- og ungdomspsykiatrien udsat for en eller flere tvangsforanstaltninger under indlæggelse ifølge en rapport fra Sundhedsstyrelsen. Tvangsforanstaltninger kan eksempelvis være frihedsberøvelse i form af tvangsindlæggelse, bæltefiksering, tvangsmedicinering over længere tid eller akut beroligende medicin, der gives under tvang. 

Frustrerede medarbejdere flygter

Men det er ikke kun for patienterne, at manglen på speciallæger har store konsekvenser. Spørger man Helga Schultz, forperson i Yngre Læger, der er en fagforening for uddannelses- og speciallæger, kan det, at man ikke kan tilbyde patienterne den optimale behandling, være frustrerende for både læger og andet personale i psykiatrien. 

“Psykiatrien er et af de specialer, hvor man kan sige, at der er længst fra det, man ved, at man burde gøre for patienterne, og det, man rent faktisk kan gøre. For læger og andet sundhedspersonale er det en helt afgørende motivation, at man kan gøre en reel forskel for patienterne. Det giver frustrationer, når man ikke kan det.”

Men det er ikke kun i forhold til motivationen, at manglen på speciallæger i psykiatrien går udover personalet. For rent praktisk kan fraværet af speciallægernes ekspertise efterlade personalet i knibe, siger Poul Videbech. 

“Både plejepersonalet, de medicinstuderende fra universitetet, der i praktik, og læger, der er ved at uddanne sig til speciallæge på en afdeling, har brug for færdiguddannede speciallægers viden om diagnosticering og behandling. Ellers er der ganske enkelt nogle opgaver der ikke bliver løst, og både personalet og patienterne lades i stikken.”

Resultatet af de svære arbejdsvilkår for læger og andet personale bliver ofte, at de forlader den offentlige psykiatri og tager i stedet stillinger i det private.

I 2022 viste en undersøgelse fra Lægeforeningen blandt speciallæger i psykiatri, at cirka hver femte af de adspurgte havde forladt den offentlige psykiatri, efter de havde færdiggjort deres speciallægeuddannelse. 

Derudover havde to ud af fem af de speciallæger, der på tidspunktet for undersøgelsen var ansat i den offentlige psykiatri, indenfor de seneste seks måneder overvejet at skifte til den private psykiatri på grund af arbejdsvilkårene i det offentlige. 

Det er et stort problem, siger Poul Videbech. 

“Det er langt fra alle psykiatriske patienter, der kan betale for at få hjælp i det private. Og de patienter, der ikke kan, står sammen med personalet tilbage i en offentlig psykiatri, hvor behandlingstilbuddet er rigtig skidt.”

Svært problem, men håb forude 

Problemerne med manglen på speciallæger i den offentlige psykiatri tegner et kompliceret billede for fremtiden. For både de manglende muligheder for at hjælpe patienterne bedst muligt og de svære arbejdsvilkår, er udslagsgivende for, at for få nye læger ønsker at specialisere sig i psykiatri (dybdelink). 

Det kan være skræmmende for medicinstuderende eller unge læger, der er færdige på universitetet, at forestille sig en fremtid i den offentlige psykiatri, siger Helga Schultz. 

“De mange og svære udfordringer, som psykiatrien står med, kan være overvældende at forholde sig til. Og det er efter min opfattelse den overvejende grund til, at for få vælger at specialisere sig i psykiatri.” 

Den opfattelse deler Christian Bøtcher Jacobsen. Men det kan lade sig gøre at få flere til at tilvælge psykiatrispecialerne, hvis der sker markante ændringer i psykiatrien generelt. 

“Læger ønsker at gøre en positiv og vigtig forskel for deres patienter. Hvis man får løst nogle af de grundlæggende problemer i psykiatrien, kan det blive nemmere i fremtiden. Og så er det sandsynligt, at de unge læger også vil være mere tiltrukket af de psykiatrispecialet.”

To ansatte på en psykiatrisk afdeling fortæller nu om, hvordan manglen på psykiatere har påvirket deres arbejde og patienternes behandling negativt. Lægefaglig direktør erkender problemerne med lægemangel, der rammer psykiatrien i hele Danmark 

Af Jacob Weinkouff Hansen

“Utryghed og frustration”. Det er noget af de første, to sygeplejersker fra et psykiatrisk hospitalsafsnit i Aalborg, siger, når de bliver spurgt, hvad manglen på psykiatere på deres afsnit betyder. 

S1 hedder det åbne afsnit, hvor voksne med skizofreni eller andre psykotiske tilstande er indlagt. Patienterne hører altså til blandt dem, der har de sværeste psykiatriske sygdomme. Men de behandlingsmuligheder, de bliver tilbudt på afsnittet, har ifølge de to medarbejdere ikke være optimale i 2023, fordi der mangler færdiguddannede psykiatere på afdelingen. 

Og det er ikke sjovt for medarbejderne, fortæller Julie Winther Christensen, der er sygeplejerske og Klinisk Afdelingskoordinator på afsnit S1. 

“​​Det er ikke nemt at være i som medarbejder. Det er svært at gå rundt på afdelingen og tænke om patienterne, at de kunne have fået et kortere og bedre forløb, end de gør.”

I løbet af 2023 har der været store problemer med at besætte lægestillinger på afsnit S1. Flere gange er der skiftet overlæge, og i en periode på halvanden måned i efteråret var der slet ikke en fast tilknyttet overlæge. I stedet har overlæger fra andre afsnit haft såkaldt overlægeansvar for afdelingen. De har altså fungeret som en slags vikarer. 

Manglen på læger gælder dog ikke kun for overlæger. For i 2023 har der på intet tidspunkt været en fastansat færdiguddannet speciallæge i psykiatri, i daglig tale kaldet psykiater, på afsnittet, selvom det er netop speciallægerne, der besidder de rette kvalifikationer til at diagnosticere og behandle patienter. I stedet har der på nogle dage været speciallæger fra andre afsnit i regionen som vikarer.

Men ofte har lægen, der var til stede på afsnittet i dagtimerne, været en yngre læge, der var under uddannelse til speciallæge i psykiatri. Eller også har en læge, der hverken er specialiseret eller er ved at blive specialiseret i psykiatri, været eneste læge til stede på afsnittet. På enkelte dage har der grundet sygdom eller andet blandt vikarer og øvrige læger slet ikke været en læge til stede på afsnittet. 

Både regionalt og nationalt problem

Afsnit S1 i Aalborg er kun et ud af mange eksempler på tilbud i den offentlige psykiatri, hvor der er stor mangel på færdiguddannede speciallæger i psykiatri. På landsplan giver det som tidligere beskrevet i nærværende avis store problemer for både patienter og medarbejdere i den offentlige voksenpsykiatri og børne- og ungdsomspsykiatri. 

En undersøgelse fra Overlægeforeningen viste i 2022, at hver femte stilling som speciallæge på afdelinger i den offentlige psykiatri i fjerde kvartal i 2021 var ubesat. Og billedet er det samme i Region Nordjylland, også i dag. Det fortæller lægefaglig direktør i psykiatrien i Region Nordjylland i et skriftligt svar. 

“Det er desværre velkendt, at det er vanskeligt at besætte speciallægestillinger i psykiatrien og herunder overlægestillinger. Det gælder ikke kun på S1, men bredt i hele psykiatrien i Region Nordjylland og Danmark. Det er aldrig optimalt, at der mangler de ressourcer og kompetencer, vi kunne ønske os.”

Skiftende og dårligere behandling 

Det er især den store udskiftning blandt overlæger og læger på afsnit S1, der har påvirket patienterne og den behandling, de får, mener Julie Winther Christensen. 

Overlægerne har ofte været til stede på afsnittet i forholdsvis få timer om dagen, mens en række øvrige speciallæger eller ikke-specialiserede læger har fået delt ugerne mellem sig, så hver enkelt har været til stede en dag eller to på en uge. Derfor kender de ikke patienter ligeså godt, som en læge, der var fast på afdelingen på alle hverdage, ville gøre. 

Og udskiftningen af læger betyder også, at der sker usædvanligt mange skift i behandlingen af patienter, siger Julie Winther Christensen. For eksempel når det kommer til, hvilken medicin de skiftende overlæger foretrækker at bruge til patienter med bestemte lidelser og symptomer. 

“Hver overlæge har sin foretrukne måde at behandle patienter på. Og man kan nærmest se, hvilken overlæge fra en anden afdeling, der har haft overlægeansvaret i en bestemt periode, ved at se på oversigten over, hvilken medicin der er blevet ordineret. Det er ikke hensigtsmæssigt.”

De mange skift i behandlingen af patienterne har ifølge Julie Winther Christensen den konsekvens, at patienterne får dårligere behandlingsforløb og for nogles vedkommende er indlagt i længere tid, end de havde været med mere stabil behandling. 

Det betyder også, siger hun, at patienter, der er kommet til S1 fra en lukket afdeling oftere, end det havde været nødvendigt med optimale behandlingsforløb, må sendes tilbage til den lukkede afdeling, fordi det ikke lykkes at stabilisere patientens tilstand. 

Den store udskiftning i både overlæger og andre læger har også påvirket Camille Damsgaards syn på den behandling, patienterne oplever. 

“Der har været forløb, hvor jeg har tænkt, at det ikke var i orden overfor patienten. Først har man prøvet den ene type medicin til en patient, og pludselig kommer der en anden læge, der skifter patienten til en anden type medicin. Så kan man godt stå som plejepersonale og tænke ‘hvor kom det lige fra?’” 

Erfaring og viden mangler

Udover, at den store udskiftning i læger har betydning for patienternes forløb, er det også et problem, at det ofte er uerfarne og ikke-specialiserede læger, der er til stede på afsnittet i løbet af dagen. 

En ung læge, der er på vagt på afsnittet, vil altid have mulighed for at ringe til en speciallæge eller overlæge fra et andet afsnit for at spørge vedkommende til råds om behandlingen af en patient. Men det er ikke optimalt, siger Julie Winther Christensen. 

“Hvis en speciallæge bliver kontaktet over telefon, har han eller hun ikke mulighed for at se og tale med patienten. Så deres vurdering bliver meget generel og måske lidt overfladisk,” siger hun og fortsætter: 

“Det hænder, at en patient gennemgår en hel indlæggelse uden at blive set fysisk af en uddannet speciallæge. Og det er selvfølgelig ikke godt, hvis en patient kun ses fysisk af en mere uerfaren læge,” siger hun og tilføjer, at hun tænker, at det også kan være utrygt for de unge læger, der tager vigtige beslutninger om patienternes behandling. 

Generelt er det ifølge de to sygeplejersker et problem, at lægerne, der står for de centrale beslutninger om behandlingen af afsnittets patienter, ikke kender patienter så godt, som de kunne, hvis lægerne var fastansatte. 

Det betyder nemlig, at det øvrige personale som eksempelvis sygeplejersker har måttet ændre deres arbejdsgang. De må nu, fordi der er mange forskellige læger inde over patienternes behandlingsforløb, bruge meget tid på at sætte sig ind i og forstå detaljer i patienternes forløb, som en fastansat læge ellers normalt ville have styr på. De skiftende læger har nemlig brug for sygeplejerskernes viden om patienterne for at skabe sig et ordentligt overblik over og træffe de rigtige beslutninger om behandlingen. 

Samarbejde mellem de forskellige faggrupper på afsnittet er i udgangspunktet en god ting, siger Julie Winther Christensen. Men hun oplever, at det alligevel giver problemer. For det lykkes ikke altid at give patienterne den optimale hjælp, selvom sygeplejerkserne bidrager med deres viden om eksempelvis patienternes søvnmønstre.

“Det er helt afgørende for vores patienter, at de sover stabilt, hvis de skal i bedring. Men jeg har flere gange oplevet, at jeg har gjort de skiftende læger opmærksomme på, at en patient ikke sover. Det er dog svært at få gjort noget reelt ved, fordi lægerne skifter, og det dermed bliver glemt,” siger hun. 

En anden konsekvens af, at sygeplejerskerne må bruge tid og energi på at nærlæse dokumenter om patienternes forløb og rådgive læger, er, at det giver dem mindre tid til deres kerneopgave. Det gælder den almindelige patientpleje, men også ting som støttesamtaler og gåture med en medarbejder, fortæller Camille Damgaard. 

“Nogle af patienterne har stor gavn af at komme ud på gåture. Det er en helt basal ting, der kan gøre en stor forskel som supplement til den almindelige behandling. Men tit har vi ikke tid til at gå tur med de patienter, der har behov for at have en medarbejder med. Det kan være meget frustrerende for patienterne.”

Svært at løse 

Hos ledelsen i Region Nordjyllands psykiatri anerkender man, at der har været problemer med kapaciteten af læger på afsnittet S1. Sådan lyder det i et skriftligt svar fra lægefaglig direktør Tina Gram Larsen. 

“Vi ville have ønsket, at situationen i forhold til overlægestillingen på afsnittet havde været anderledes. Når det er sagt, vurderer vi som ledelse, at der har været en fuld forsvarlig overlægedækning ved at anvende overlæger fra andre afsnit.”

I forhold til den generelt store udskiftning af læger på afsnit S1 skriver Tina Gram Larsen, at ledelsen altid under hensyntagen til både patienter og personale forsøger at sikre de mest optimale rammer for pleje og behandling. Det gælder også under de svære personalemæssige forhold. 

“Det vil altid være ledelsens primære hensyn. Men det betyder også, at det kan være nødvendigt, at opgaver flyttes fra én faggruppe til en anden for at sikre, at den samlede opgaveløsning kan løses. Det sker selvfølgelig altid under hensyntagen til, at de rette kompetencer er til stede, samt at der er en entydig ansvarsplacering. Dette indebærer også, at yngre læger kan læne sig op ad det erfarne og dygtige plejepersonale,” skriver hun og fortsætter:

“Men ledelsen er selvfølgelig opmærksom på det uhensigtsmæssige i, at der ikke er tilstrækkeligt med faste læger til at skabe kontinuitet på afsnittet. Og der arbejdes hele tiden med at finde løsninger på dette. Men der er ikke en enkel måde at tiltrække læger på i disse år, hvor de mangles mange steder i den offentlige psykiatri.”

I forhold til, om problemerne på afsnit S1 betyder, at patienterne får unødvendigt lange indlæggelser, skriver Tina Gram Larsen, at man fra ledelsens side ikke kan forholde sig til det, da det er baseret på subjektive vurderinger. 

Stress og faglig frustration 

For nyligt er en ny overlæge blevet fastansat på afdeling S1. Og Julie Winther Christensen håber, at det kan ændre situationen til det bedre. For det nuværende situation er svær for både patienter og ansatte, siger hun. 

“Vores allervigtigste opgave er at behandle patienter bedst muligt og give dem mulighed for at vende tilbage til en god hverdag. Det er fagligt frustrerende, at vi ikke kan gøre det så godt, som vi ved, at vi kunne, hvis der var mere stabilitet.” 

Også Camille Damgaard håber, at problemerne vil blive mindre fremover. Både for sin egen, sine kollegers og mest af alle for patienternes skyld. 

“Det bliver et stressende miljø, når der er så stor udskiftning og mangel på ressourcer. Det er hårdt for personalet og unfair overfor patienterne.” 

Psykiatrien er kriseramt, og det afholder unge læger fra at blive specialiseret i psykiatri, selvom der er voldsom brug for flere psykiatere. Skal problemet løses kræver det et generelt løft af den offentlige psykiatri

Af Jacob Weinkouff Hansen

Ida-Marie Højgaard Olsen og Signe Seiger har meget til fælles. De studerer begge medicin. Og det gør de, fordi de i fremtiden gerne vil gøre en afgørende forskel for deres patienter. 

Der er dog også en forskel på de to. I lang tid har Signe Seiger tænkt, at hun ville vælge at blive speciallæge i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri, når hun er færdig på universitet. Speciallæger er uddannet til at give den bedst mulige behandling til patienter indenfor det specifikke speciale. 

Modsat Signe Seiger har Ida-Marie Højgaard Olsen har tænkt “nej tak til psykiatri. Det skal jeg helt sikkert ikke.” 

På det seneste er de dog begge kommet i tvivl. Signe Seiger er ikke sikker på, at hun har lyst til at arbejde i den kriseramte offentlige psykiatri. Ida-Marie Højgaard Olsen er blevet lidt mere åben overfor børne- og ungdomspsykiatri som speciale. 

Men de er begge skeptiske overfor at vælge et af de to psykiatrispecialer, for fremtidsudsigterne er præget af et arbejdsliv i en del af sundhedssystemet, hvor mange ting ikke fungerer. 

Svært at rekruttere 

Den skepsis står de ikke alene med. I mange år er det – med store konsekvenser til følge – ikke lykkedes at få så mange nye læger, som der har været behov for, til at uddanne sig til speciallæge i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsen. 

Det er en af grundene til, at der allerede i dag er stor mangel på speciallæger, også kaldet psykiatere, i den offentlige psykiatri. Og efterspørgslen på speciallæger vil kun stige i fremtiden. Fremskrivninger viser nemlig, at antallet af danskere, der har behov for psykiatrisk hjælp, kommer til at stige voldsomt i de kommende årtier. 

Men spørgsmålet er, om udbuddet af psykiatriske speciallæger vil kunne følge med efterspørgslen. For det kræver, at væsentligt flere nye læger, når de har færdiggjort medicinstudierne på universitet, ønsker at tage uddannelse som speciallæger i psykiatri. Og det er ikke nemt at lokke nye læger til de psykiatriske specialer, når skrækhistorier om et udfordret arbejdsmiljø og manglende muligheder for at tilbyde patienter en god behandling i psykiatrien fylder i den offentlige debat. Det siger Helga Schultz, forperson i Yngre Læger, der er en fagforening for uddannelses- og speciallæger. 

“Den offentlige psykiatri er presset og har været det i mange år. Det er også mange succeser på området, men det er historierne om personalemangel, brugen af tvang og overfald på personale, der får mest mediebevågenhed. Og det er klart, at det får unge læger til at tvivle på, om en fremtid som speciallæge i psykiatri er det rigtige for dem.”

Skræmmende historier

Allerede i gymnasiet var Signe Seiger sikker på, at hun i fremtiden ville være psykiater. På den måde var medicinstudiet og den efterfølgende uddannelse til speciallæge i psykiatri egentlig bare de nødvendige skridt på vejen. Eller det troede hun i hvert fald i lang tid. Men i dag, hvor hun mangler halvandet års uddannelse på universitetet, nager tvivlen. Det er svært at se en fremtid i den offentlige psykiatri, der lider under mange problemer, fortæller hun. 

“Man kan hurtigt blive nervøs for, hvad det er for et arbejdsliv, man kommer ud til i psykiatrien. Gennem bekendte og medierne hører man om en stresset hverdag, mangel på personale og dårlige behandlingsmuligheder. Det skaber en stor usikkerhed, når det er det, man forestiller sig at komme ud til.”

De samme tanker om psykiatrien fylder også hos Ida-Marie Højgaard Olsen. 

“Og så er der jo de helt grelle eksempler med personale, der bliver stukket ned eller slået ihjel. Den slags gør, at man tænker: ‘puha, det er voldsomt’”. 

Hverdagen er vigtigst

Selvom de to medicinstuderende allerede gør sig mange tanker om, hvilket speciale, de skal vælge, går der en rum tid, før den endelige beslutning skal tages. 

De uddannelsestrin, som nye læger skal gennemgå for at blive speciallæger, varetages af de såkaldte videreuddannelsesregioner. Vejen til speciallægetitlen består primært af en række ansættelser i det offentlige sundhedsvæsen indenfor det speciale, den nye læge har valgt. 

Og når det kommer til de nye lægers valg af speciale, er især en ting afgørende. Det handler om, hvilken hverdag og hvilket arbejdsliv, man kan se frem til. Det fortæller Kristine Sarauw Lundsgaard, der er sekretariatschef i Videreuddannelsesregion Øst, der varetager uddannelsen af speciallæger i Region Hovedstaden og Region Sjælland. 

“Det allervigtigste for langt de fleste læger er at gøre en forskel på daglig basis. De store problemer i psykiatrien, der gør, at mange patienter bliver indlagt igen og igen, kan gøre det svært for de nye læger at se, hvordan de kan gøre den forskel som speciallæge i psykiatri.”

Ligesom den generelle opfattelse af et speciale kan være vigtig for unge lægers valg, kan de konkrete møder med for eksempel psykiatrien også spille en helt afgørende rolle, siger Kristine Sarauw Lundsgaard.

“Personlige oplevelser med et speciale kan være helt afgørende for, om det virker tiltrækkende eller skræmmende for medicinstuderende eller nye læger. Hvis man i praktik eller lignende er på en afdeling, der er præget af kaos, mindsker det chancen for, at man vil overveje at uddanne sig til speciallæge inden for området.”

Netop sådan en mulighed for at få konkrete oplevelser med psykiatrien har Ida-Marie Højgaard Olsen haft for nylig. Som led i undervisningen i psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri på medicinstudiets 10. semester har hun været i klinikophold. Først på en voksenpsykiatrisk afdeling og nu på et ambulant børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit. Her er patienterne ikke indlagt, men kommer til samtaler for at blive udredt for blandt andet adhd og autisme. Og det har været en øjenåbner for Ida-Marie Højgaard Olsen. 

“Arbejdsmiljøet virker ikke til at være så stresset, som jeg havde frygtet. Samtidig tror jeg, at man på et afsnit som det, jeg har været på, har flere succeshistorier end andre steder i psykiatrien. Man kan se, at hvis man giver den her otteårige dreng, der har adhd, den rigtige medicin og behandling, så hjælper det ham til at have en bedre hverdag,” siger hun og fortsætter: 

“Jeg er også blevet overrasket over, at jeg i undervisningen på universitetet og klinikopholdet faktisk synes, at børne- og ungdomspsykiatrien er fagligt spændende. Det er en meget anderledes måde at arbejde på, for man kan ikke bare spørge børn, hvad deres symptomer er. I stedet bliver man nødt til at lege, observere og tale med dem på helt andre måder, end patienter med somatiske sygdomme. Man lærer børnene at kende, og det må være givende i hverdagen.”

Flere problemer i ét

Det er dog ikke alle, der er heldige at få lige så positive oplevelser som Ida-Marie Højgaard Olsen, når de møder hverdagen i den offentlige psykiatri. Der er nemlig opstået en negativ spiral omkring de to psykiatrispecialer, siger Kristine Sarauw Lundsgaard. 

Det skyldes først og fremmest, at manglen på speciallæger i psykiatrien formindsker sandsynligheden for, at en studerende eller ny læge får positive indtryk, når de besøger arbejdspladser i den offentlige psykiatri. Tværtimod risikerer de at se kolleger, der er pressede, har alt for meget at lave og er utilfredse med kvaliteten af det, de laver. 

Og også på et mere systematisk plan giver den allerede nu store mangel på speciallæger i psykiatrien problemer. For når en ung læge, der gerne vil specialisere sig i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri, skal uddannes, foregår det som før nævnt gennem en række ansættelser i den offentlige psykiatri.   

Men man kan ikke uden videre oprette et hav af nye uddannelsesstillinger i regionerne, selvom der måtte være brug for det. En helt central forudsætning for, at en given psykiatrisk afdeling kan tilbyde en uddannelsesstilling til en ung læge, er nemlig, at der er en eller flere færdiguddannede speciallæger til stede på afdelingen. 

Det pointerer blandt andre Poul Videbech, der er professor i psykiatri ved Københavns Universitet og overlæge på Psykiatrisk Center Glostrup.

“For at blive speciallæge skal du læres op af en uddannet speciallæge. Det fungerer som en slags mesterlære, som man kender fra håndværksfag. Og når der mange steder i den offentlige psykiatri mangler speciallæger, så bliver det umuligt at uddanne nye speciallæger disse steder.”

Svært men ikke umuligt at løse

På den måde er den store udfordring med at få unge læger til at specialisere sig i psykiatri altså todelt. Dels er mange nye læger skræmt fra at vælge psykiatrien, dels er kapaciteten til at uddanne flere ikke tilstrækkelig. 

Men årsagen til de to dele af udfordringen er sandsynligvis den samme, siger Christian Bøtcher Jacobsen, der er professor i sundhedsledelse ved Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Aarhus Universitet og har forsket i yngre lægers karrierevalg. 

“I forskningen taler man om et realitetschok, som læger får i mødet med eksempelvis et speciale. Det kan indtræffe hos både yngre læger, der første gang kommer ud i psykiatrien, og for færdiguddannede speciallæger, hvis de oplever, at der ikke er ressourcer til og mulighed for at hjælpe de mennesker, de gerne vil. De yngre læger undlader at søge specialet, mens de allerede færdiguddannede speciallæger måske søger til den private psykiatri.”

Fordi den grundlæggende årsag til de to delproblemer er den samme, er den mest centrale del af løsningen det også. Skal unge læger søge psykiatrien, og skal de færdiguddannede blive, er det nødvendigt at øge mulighederne for at have et godt arbejdsliv og at give psykiatriske patienter en reel hjælp i den offentlige psykiatri markant, siger Christian Bøtcher Jacobsen. 

“De yngre læger, der kunne overveje at blive specialiseret i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri, har det til fælles, at de er motiverede for at hjælpe en udsat patientgruppe, der har stort behov for hjælpen. Psykiatrien skal derfor løftes, hvis det fremover skal blive et attraktivt speciale for flere nye læger.”

Den vurdering deler Kristine Sarauw Lundsgaard. For det vil blandt andet betyde, at medicinstuderende og unge læger i praktik eller uddannelsesstillinger ville få en helt anderledes oplevelse af psykiatrien, end de får i dag. 

“Hvis man som ung læge i stedet for stress og manglende behandlingsmuligheder kunne opleve, at der blandt kollegerne er gejst og arbejdsglæde, og at der er overskud og ressourcer til at løse opgaverne på en god måde, er det langt mere nærliggende for den studerende at tænke, at man kunne forestille sig at uddanne sig til speciallæge i psykiatri.”

Vejen til en sådan styrkelse er så småt ved at blive brolagt fra politisk side, mener Poul Videbech. Den tiårsplan for et løft af psykiatrien, som i 2022 blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, rummer de rigtige initiativer. Men der er stadig lang vej endnu, siger han. 

“I mange år har politikerne været dybt naive i forhold til psykiatrien. Vi har set lappeløsninger, men ingen reel handling. Nu har vi en tiårsplan, der kan give de nødvendige forandringer, hvis man holder sig til den og er villig til at investere tilstrækkeligt med midler. Det er vejen til, at vi får en reelt fungerende offentlig psykiatri og helt sikker også til, at man kan fastholde speciallæger og tiltrække unge læger til psykiatrispecialerne.” 

En dør er åbnet

For Ida-Marie Højgaard Olsen virker tanken om at blive speciallæge i voksenpsykiatri stadig fjern. Det skyldes – udover det, der kan være skræmmende ved psykiatrispecialet -, at måden at arbejde på ligger temmelig fjernt fra de specialer, hun ellers overvejer. Men alligevel har klinikopholdet på det børne- og ungdomspsykiatriske ambulatorium alligevel sat nogle tanker i gang. 

“Det har helt sikkert mere åbnet døren til børne- og ungdomspsykiatri, end det har lukket den. Så måske kan det komme ind i mine overvejelser, når jeg skal lægge mig fast på et speciale,” siger hun. 

Signe Seiger har endnu ikke haft mulighed for at få konkrete oplevelser med psykiatrien. Men til efteråret planlægger hun et længere praktikophold, og det ser hun frem til. 

“Det bliver spændende at afprøve det i virkeligheden. For indtil nu har det bare været overvejelser for og imod at vælge psykiatrispecialet, sådan som jeg længe havde tænkt, at jeg ville.”

Selvom en del ting ved arbejdet i den offentlige psykiatri kan virke skræmmende, er en fremtid som speciallæge i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri fortsat noget, Signe Seiger ser muligheder i. Dels fordi det rent lægefaglige i specialet interesserer hende. Men tanken om at komme med på det, der kan blive en optur for den offentlige psykiatri, er også tiltalende. 

“Det virker jo til, at der for alvor sker noget på psykiatriområdet i de her år. Og jeg håber, at det kommer til at batte. For så vil det også være spændende at komme ud og arbejde i et lægespeciale, der har været meget presset, og være med til at vende udviklingen til noget bedre. På den måde kan man sige, at det, der lige nu virker skræmmende ved psykiatrien, også kan blive vendt til noget tiltrækkende og motiverende.”

FAKTABOKS: SÅDAN BLIVER MAN BLIVER SPECIALLÆGE 

Efter medicinstudiet på universitetet er bestået, skal kommende læger først igennem den kliniske basisuddannelse. Den tager et år og ender med, at man får autorisation til selvstændigt virke som læge. Når autorisationen er opnået, kan den nye læge tage såkaldte introduktionsstillinger på et år indenfor et eller flere specialer for at afsøge, hvilket de ønsker at vælge endeligt. 

Til sidst gennemgår den nye læge fire  til fem års hoveduddannelsesforløb. Her ansættes man i en række stillinger i det offentlige sundhedsvæsen, der alle er indenfor det speciale, man har valgt. Og dermed bliver man speciallæge i eksempelvis psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri. 

Alle disse dele af nye lægers uddannelse til speciallæger varetages af landets tre videreuddannelsesregioner. Region Nordjylland og Region Midtjylland hører begge under Videreuddannelsesregion Nord, Region Sjælland og Region Hovedstaden hører under (Videreuddannelsesregion) Øst, og Region Syddanmark udgør sin egen videreudannelsesregion.